I dette afsnit af podcasten fortælles om tankerne og ideerne bag Camino Haderslev Næs.
Camino Haderslev Næs er et lokalt forankret medborgerskabsprojekt, der blev sat i værk i 2013. Håbet og målet var på den ene side at styrke lokalsamfundenes indbyrdes forbundethed på Haderslev Næs med fokus på den historie og natur, der i århundreder har skabt grundlag for liv netop her. På den anden side var målet også at optimere mulighederne for at give andre adgang og mulighed for at nyde naturen og de kulturhistoriske skatte som Næsset byder på.
Camino Haderslev Næs som rekreativ vandrings- og pilgrimsrute giver besøgende, vandrere, cyklister og pilgrimme mulighed for at nyde Næssets blidt bakkede terræn med evige kig til fjord og bælt. De 9 kirker på ruten fungerer både som fysiske start og slutsteder, som kulturhistoriske fikspunkter og som mentale og spirituelle/ religiøse åndehuller undervejs.
Camino Haderslev Næs er i sin udformning en sluttet kreds. Uanset om man vandrer selv eller i fællesskab, for motionens eller det åndelige frirums skyld, så kommer man altid hjem – dog helt forandret.
Foreningen Camino Haderslev Næs arbejder frivilligt for at styrke fællesskabet og turismen med fysiske kort, hjemmeside og en podcastserie fyldt med lokale fortællinger.
Lyt med for at blive beriget med historier om natur, historie og kultur på Camino Haderslev Næs
Medvirkende i dette afsnit er Anne og Signe fra Foreningen Camino Haderslev Næs.