Første etape starter ved den imponerende Haderslev Domkirke, der tårner sig op på byens højeste punkt. Domkirken kan dateres tilbage til 1150. Haderslev Domkirke står centralt i Reformationshistorien idet Luthers lære slog i gennem her allerede i 1525-11 år tidligere end i resten af landet.
Ruten starter i modsat ende af Domkirkens hovedindgang og går ned af Nørregade i nordgående retning. Nørregade var del af Hærvejen (Oksevejen i Tyskland) og dermed igennem historien hovedfærdselsåren igennem Danmark fra nord til syd og omvendt. Alle pilgrimme der bevægede sig igennem Danmark benyttede sig af denne hovedvej.
Fra Nørregade drejer ruten ned af Jomfrustien. Gaden er interessant, fordi den oprindelig var en kanal, der blev (hånd)gravet nord om byen, 16 meter bred og mindst 8 meter dyb. Et vigtigt historisk “highlight” for byen Haderslev. I dag fremstår Jomfrustien med bygninger primært i tysk “Gründerzeit stil”, altså huse fra omkring år 1900 og viser byens tyske historie.
Ruten fortsætter forbi P-pladsen ved Høppners gård med Frimurerlogen på venstre hånd, inden vandreren via en trappe føres op til den gamle gule købmandsgård på højre hånd. Dernæst når ruten frem til Slotsgade.
Slotsgade førte oprindelig ned til den middelalderlige borg Haderslev Hus, som middelalderens pilgrimme kunne se. Slotsgadekvarteret er i dag en del af den gamle bydel med smukke gamle huse og et fint museum Ehlerssamlingen, der huser en stor keramiksamling.
Ruten fortsætter ned af Store Klingbjerg, som oprindelig var den 2. voldgrav, der adskilte by og borg.
Derfra fortsætter ruten ad Lille Klingbjerg; en af de smukkeste gader på den gamle slotsgrund. Gaden giver et tydeligt billede af, at Haderslev er bygget på en høj. Herfra er der udsigt mod syd over det middelalderlige havneområde (Badstuegade).
Ruten fortsætter af Højgade; den Høje, dvs. den fornemme gade. Gaden forbandt havnen med byens torv i middelalderen. Her lå Haderslevs første rådhus.
Vandreren kommer derefter til Møllepladsen; det ældste Haderslev. Her blev de første huse og møllen bygget omkring 1150. Derefter krydses Møllestrømmen der forbinder Haderslev Inderdam med Haderslev Fjord. Her ligger Sønderbro med Hertug Hans Kirke, som er opført af Hertug Hans den ældre i 1569 og oprindelig var en hospitalskirke efter Luthersk forbilleder. Kirken er den første kirke i Danmark, der blev bygget som protestantisk kirke.
Sønderbro er den sydlige indfaldsvej til byen. Igennem historien har alle rejsende og invaderende hære i Danmark stået foran Sønderbro, da den vigtigste færdselsåre igennem Jylland i nord-sydgående retning gik igennem Haderslev.
Etapen kan også gåes fra Hertug Hans Kirke til Haderslev Domkirken






